Erik Kjersgaard

tycho_0607-b

Detaljen er historiens sjæl

[fra Weekendavisen 6/9 1991] CLAUDE de MESME, greve D’Avaux, spillede en vis rolle i fransk politik i Ludvig den 13′s og kardinal Richelieus dage. Han repræsenterede kong Ludvig, da Christian IV i 1634 holdt sit stærkt opreklamerede bryllup for tronfølgeren, den udvalgte prins Christian, hvilket d’Avaux dog vistnok anså for en distraherende episode på vejen. Hans egentlige mål var Sverige, der på det tidspunkt optog den store kardinal langt mere end Danmark, og d’Avaux fik ved det danske hof ry for at være en ufremkommelig og storsnudet herre. Christian IV gjorde, hvad han kunne for at tø ham op, men det mislykkedes aldeles. Grevens mission i København ville have været ganske uden interesse, dersom han ikke havde medbragt en sekretær – en teologisk kandidat, der ejede al den livfuldhed, som ikke udmærkede hans arbejdsgiver, nemlig Charles Ogier. Han blev siden ramt af svær sygdom – ulykkeligt nok for ham selv, men et held for eftertiden, for det gav ham stunder til at nedskrive en beretning om rejsen. Man har for det meste læst den som en charmerende – og noget ironisk – skildring af den opulente bryllupsfest; men det er indlysende, at Ogiers bedste oplevelser i Danmark var af en helt anden karakter. For han var en lærd og intelligent mand, der opsøgte lærdommen og intelligensen – og bestemt ikke blev skuffet. Allerede, da gesandtskabet – som var kommet i land i Helsingør – steg til vogns for at fortsætte til København, var nogen så venlig at gøre Ogier opmærksom på, at en gammel kone, der overværede afrejsen, var ingen ringere end Sofie Brahe [se illustration] – den længst afdøde Tycho Brahes næsten lige så berømte søster. tycho_0607-b De talte åbenbart ikke sammen; men Ogier synes at have vredet halsen af led for at se sig mæt, og på køreturen mod København sad han med blikket rettet mod Ven – måske lige bortset fra Kronborg den mest kendte lokalitet på datidens Danmarkskort. For nok udmærkede det græske øhav sig med steder, hvor lærde mænd havde haft hjemme; men ingen af disse øer havde dog ejet et geni, der kunne måle sig med Tycho Brahe! Det er sjældent, man har hørt en franskmand udtale sig så anerkendende om noget som helst uden for Frankrig.

Det er sjældent, man har hørt en franskmand udtale sig så anerkendende om noget som helst uden for Frankrig.

I København skulle Ogier møde to - absolut dalevende – personer, der også fængslede ham. Den ene var Corfitz Ulfeldt – ikke den halvgale, magtberuste politiske spiller, eftertiden erindrer, men den unge Ulfeldt – Leonora Christines kommende ægtefælle, en strålende begavelse, en flot kavalér med foden på karrierens nederste trin. Bekendtskabet var uundgåeligt, idet Ulfeldt var attacheret grev d’Avaux; men det ser ud til, at Ulfeldt kom til at sætte lige så stor pris på Ogier, som han på Ulfeldt. Ogier modtog middagsinvitationer til Ulfedts hjem og jublede siden ved erindringen om de smukke piger, han mødte dér, for han havde et temperament, der fængede let.

 

Det andet bekendtskab – professor Ole Worm – måtte Ogier opsøge; men han vidste, hvad han gik efter. Han påhørte en forelæsning i medicin på universitetet – og forstod selvsagt hvert et ord, for Worm talte latin. Professoren gennemgik blodstyrtninger, og forelæsningen var, som den slags var i hine dage, et akademisk skoleridt over citater af Hippokrates og andre autoriteter inden for samme emne. Ogier slog en klo i Worm – måske knap så kendt som Tycho Brahe, men dog en stjerne på videnskabens himmel og en større banebryder på arkæologiens og runologiens endnu ikke kortlagte stier end inden for sit egentlige fag. Worm tog ham hjem i professorboligen i Store Kannikestræde for at han kunne bese hans samlinger – det »Museum Wormianum«, der i dag anses for den egentlige begyndelse til det danske museumsvæsen. Der er – desværre – kun forholdsvis få sager bevaret fra denne righoldige samling af zoologiske, etnografiske, botaniske, geologiske og arkæologiske sjældenheder. Men kataloget er i behold, og Ogier nævner selv nogle ting, der fangede hans opmærksomhed – et håndskrift med alle de privilegier, danske konger havde tilstået franciskanerne, og »et firkantet stykke krystal, en halv fod eller mere i længden, og godt og vel fire tommer tykt, og som havde en hulhed i midten i form af et kors.« Dette krystalkors skulle overleve – først i Det kongelige Kunstkammer, siden på Nationalmuseet, og det er sammen med en olifant – et byzantinsk horn af elfenben – det fornemste stykke, der er bevaret. Korset, der er boret ud i krystalblokken, er foret med bemalet pergament. Det har givetvis været monteret i en fornem indfatning; men den er væk og var det også dengang. Det var – eller er – et relikviegemme, og Ogier nøjedes ikke med at studere pergamentbladenes motiver – »alle apostlene, tre og tre afmalet med Kristus i midten og de andre helgener, fra hvem disse relikvier vel sagtens skrev sig« – han forfaldt også til museumsgængeres skødesynd: han måtte pille. Silkekludene, der emballerede relikvierne, blev lirket ud og indholdet undersøgt. Men det kom på plads igen; det er der stadig.

 

Eftertiden har ikke kunnet føje så forfærdelig meget til Ogiers og Worms iagttagelser. Det antages, at korset er udført i Vest- eller Nordtyskland o. 1225, og Worm kunne kun oplyse, at det faktisk kom fra disse kanter. En svensk officer, som han havde kureret for en alvorlig sygdom, havde givet ham relikviekorset som honorar og vedgået, hvad det drejede sig om, nemlig plyndringsgods fra en tysk by. Så kan vi også gøre os formodninger om, hvor den kostbare – uden tvivl forgyldte – indfatning er blevet af. Det var en af Trediveårskrigens mindre omkostninger. »Jeg har fortalt så udførligt herom, for at de, hvem disse sager tilhører, kan erfare dette, hvis de måske vil skaffe sig dem tilbage og indløse dem,« siger Charles Ogier; men hans fromme hensigt er i hvert fald aldrig blevet opfyldt. Krystalkorset blev hængende på en museumshylde i København, hvor det én gang var landet – en kostbarhed fra en anonym tysk by, offer for anonyme krigshandlinger, genstand for to lærde herrers interesse en septemberdag i 1634 – altsammen en detalje; men som franskmændene siger: le detail est l’âme de l’histoire – detaljen er historiens sjæl.
Denne artikel er fra den serie – “Kort fra Danmark” – som Erik Kjersgaard fra 1982-1992 skrev i Weekendavisen. En række af artiklerne fra serien genudgives her i 2013/2014 af Gyldendal i 4 bind. Se mere om bøgerne hos Gyldendal

 

ILLUSTRATION: Sofie Brahe, maleri fra Gavnø Slot

 

Redaktionen • 29. december 2013


Previous Post

Next Post