Erik Kjersgaard

Milesten_Kongevejen_ved_Rørtang_1

Til landets nytte og kongens ære (17/1 1992)

Igennem en lang årrække skrev Erik Kjersgaard hver uge en artikel i Weekendavisen under titlen: Kort fra Danmark. Denne blev bragt 17. januar 1992. En del af artiklerne har Gyldendal samlet i den fire-binds-bogserie, Kjersgaards Danmark


DA Adam af Bremen i anden halvdel af det ellevte århundrede skulle give sine læsere en forestilling om Danmarks udstrækning, kom han det ikke nærmere end ved at angive vejlængder i dagsrejser – og endda forholdsvis løst. Fra Ejderen til Limfjorden var der fem eller syv dagsrejser, tværs over Sjælland var der to. Det giver – meget rundt regnet – et halvt hundrede kilometer eller noget mere pr. dagsrejse. Men abbed Nicolaus på Island, der på samme tid beskrev pilgrimsvejen fra Aalborg til Sydeuropa, mente, at strækningen Limfjorden-Ejderen androg en halv snes dagsrejser – eller godt og vel fyrre kilometer om dagen.

Både Adam og Nicolaus lå vistnok lige i overkanten; men vi må langt op i tiden, før vi kan danne os mere konkrete forestillinger om, hvorledes danskerne selv vurderede afstandene. Helt konkret kan vi tage dronning Margrethes forordning om landevejskroer, der skulle ligge i en indbyrdes afstand af mindst fire mil – dvs. den klassiske danske mil på godt 7,5 km. Hvilket vil sige, at der var lidt over tredive kilometer mellem kroerne, og da hensigten var at byde de vejfarende natlogi hver aften, var dagsrejsen altså også tredive kilometer. På en eller anden måde må man have plottet de kroer ind, men formentlig efter jævne tommelfingerregler, for landevejenes faktiske længde begyndte man først at indkredse i 1500-årenes anden halvdel, da nogle af dem blev målt op. Vi har tidligere i denne spalte beskæftiget os med teknikken – dvs. de »hodometre« eller »milevogne«, der ligesom nutidens kilometertællere ganske enkelt registrerede en gennemkørt strækning. Her er det milepælene – de permanente markeringer – sagen drejer sig om. Allerede i Frederik den II.’s tid blev de første milepæle sat op ved kongevejene, og de blev også aldeles omgående udsat for hærværk. Vi ved ikke, hvordan de så ud, bortset fra, at de var af træ – formentlig bare lodrette brædder med påmalede inskriptioner, men åbenbart lige så attraktive for pilfingre som det tyvende århundredes telefonbokse.

Christian den IV. fik travlt med at udskifte sin faders milepæle, der stadig forsvandt lige så hurtigt, som de blev sat op. Der er ikke en splint tilbage. Så da man for alvor gik i gang med at kortlægge samtlige landeveje i århundredets slutning under ledelse af Ole Rømer, besluttede man sig for et mere solidt system – ikke særlig flot eller monumentalt, men netop så massivt, at en ødelæggelse både krævede kræfter og tid. Man opkastede en lille jordhøj ved vejsiden, godt beskyttet af kampesten, og så plantede man en lav, groft tilhugget granitpæl med Christian den V.’s navnetræk og et enkelt tal. Og ind imellem helmilestenene rejste man mindre sten for hver kvartmil, eller som min mormor, der aldrig bøjede sig for reformen af mål og vægt, plejede at sige: Fjerdingvej. Den første kvartmil blev markeret af ét hul, den anden af to huller osv. Så simpelt var det. Systemet var i hvert fald slidstærkt. Selv om man allerede forlod det bare et halvt århundrede senere, og selv om de »døde« milesten for de flestes vedkommende er slået til skærver, findes der stadig stumper rundt omkring – eroderede, men ikke helt udslettede jordhøje og små, uanselige granitpæle med huller.

Men det var altså de gamle landeveje, de traditionelle færdselsårer, der snoede sig gennem landet, man målte op og markerede. Det var først den yngre enevælde, der i Frederik den V.’s dage besluttede sig for at renovere hele vejnettet fra A til Z og i tilslutning hertil forsyne vejene med nye og naturligvis monumentale milepæle – en enevældig stat til pryd og ære. Og eftersom København nu engang var residensstaden, hvor de nye vejanlæg tog deres udspring, blev det også på Sjælland, man først fik lejlighed til at stifte bekendtskab med de nye milepæle.

I Kunstakademiets samlinger ligger der ikke mindre end syvogtyve, grundigt gennemarbejdede projekter til milesten ved Johannes Wiedewelt – meget flotte; men ikke én af dem er vistnok kommet til udførelse, og de ligner overhovedet ikke de bevarede. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at en stenhuggermester Peter Pfeiffer udførte arbejdet, og man antager, at modellen er af fremmed herkomst – snarest en standart, de franske vejingeniører havde med i mappen. De blev udført i norsk marmor – mindre kunne ikke gøre det – og var for helmilestenenes vedkommende mere end tre og en halv meter høje. Der står én på torvet i Dragør, som bærer Christian den VII.’s monogram under en kongekrone. Man begyndte faktisk at opsætte dem i Frederik den V.’s tid, og selv efter hans død fortsatte man med at anvende hans navn, så stenen i Dragør er formentlig fra slutningen af 1700-årene; men det gør ingen forskel. De blev alle udført i form af en slank obelisk på et fodstykke med glatte eller svagt riffelhugne overflader. Og der blev kælet for dem. Ole Rømers gamle kvartmilesten genbrugte man derimod. Man gav dem bare en ny indskrift og vendte dem om; men det skulle vise sig, at de – gamle som de var – også var mere holdbare end de nye. Der gik ikke mange år, før det kunne konstateres, at den porøse norske marmor var lidet modstandsdygtig – navnlig over for frostsprængninger. Og derefter gik jagten ind for at finde stærkere materialer.

I Jylland kunne man kun glæde sig over, at man ikke var hoppet på den vildmand, så da amtmanden i Thisted fandt det på tide at udskifte milepælene i amtet, valgte han bornholmsk sandsten, og så blev udførelsen knap så elegant – lave, robuste milesten med en kort inskription, endda med udeladelse af krone og kongemonogram. Mon han inderst inde var republikaner? Han fik en del vrøvl for den egenmægtighed, hvormed han håndterede problemet; men også på højere sted erkendte man, at sandstenen kunne være løsningen, hvis det da ikke skulle være Fakse-kalk, granit eller – en ny tids universal- materiale – støbejern. Det blev granitten, der vandt, og størstedelen af de bevarede milesten er små, solide trunter fra 1800-årene. Hvor man udskiftede Frederik den V.’s og Christian den VII.’s smuldrende sten, skete det, at man bevarede navnet på den hedengangne regent; men 1700-tallets klassicistiske elegance var og blev tabt. Skade kun, at materialet var så meget ringere end designet.

Redaktionen • 29. januar 2018


Previous Post